Bæredygtige forretninger er resultatet af tre år med venskabsprojekt i Madagaskar

Her kan du læse delegat Isabella Hjorth-Falsteds evaluering af venskabsprojektet i Madagaskar, som har kørt i tre år. Nu kan jeres afdeling vælge at støtte et nyt venskabsprojekt.
 

Isabella Hjorth-Falsted
NIKOLAJ KRISTIAN CARLSEN - D. 23 MAJ 2019

Skrevet af Eskil Meinhardt Hansen

Venskabsprojektet i Madagaskar slutter efter tre år, og nu skal de gode resultater gerne køre videre af sig selv. Vores landekoordinator Isabella Hjorth-Falsted evaluerer her ”economic recovery”-delen af projektet.

”Jeg har besøgt over 100 af de mennesker, vi hjælper gennem projektet. Jeg kan se at deres forretninger går godt, og at de har en selvtillid og en glæde i deres øjne,” siger Isabella

For Isabella er økonomisk bæredygtighed et nøgleord, når man skal slutte sådan et projekt.

”Vi har forsøgt at styrke disse mennesker med en uddannelse, som jo giver vedvarende kvalifikationer. Det har givet dem nogle evner til at kunne styre deres eget liv. Når de får en indkomst, de kan leve af, så får de muligheder for at skabe et bedre og mere sikkert og liv. Det er bæredygtigt,” siger Isabella.

Valgte sin egen uddannelse

Projektet i Madagaskar har støttet nogle af de fattigste mennesker, som ikke havde nogen uddannelse, og som ikke kunne skaffe mad og tøj til sin familie eller betale børnenes skolepenge.

Disse mennesker fik selv lov at vælge, hvilken type uddannelse de ville have. Herefter modtog de hjælp til at lave deres egen forretningsplan, og så fik de et pengebeløb til at starte en forretning op.

”Jeg har fulgt madame Christine ret tæt. Hun havde en smule erfaring med at opdrætte grise fra tidligere. Hun fulgte et uddannelsesforløb, der varede to måneder og handlede om grises vægt, foder, vacciner og slagtemetoder,” fortæller Isabella.

Læs mere om madame Christine her.

”Christines købte en gris, som hun slagtede i februar. For disse penge har hun købt to nye grise, som hun nu er ved at fede op og kan slagte til efteråret.  Nu har hun nok penge til at forsørge sig selv og sin familie.”

Sidegevinster i et kollektivistisk samfund

Isabella forklarer, hvordan sådanne økonomisk bæredygtige forretninger giver sidegevinster for modtagernes egne børn og familier, men faktisk også for naboerne.

”Madagaskar er et meget kollektivistisk samfund, hvor folk ikke kun tænker på sig selv. Når nogen er lykkedes med at starte en forretning op, giver vedkommende sine kompetencer og gode råd videre til andre, så de får samme mulighed,” siger Isabella.

Donation frem for lån

Isabella har også fulgt Ernest tæt. Han købte en trækvogn for sit pengebeløb og transporterer varer for andre. Tidligere i år brugte han sit overskud til at købe endnu en vogn, han kan leje ud til andre.

”At give en donation har en kæmpe betydning. Det er én af de ting, vi skal fortsætte med i Røde Kors i Danmark. En donation skal ikke betales tilbage, og det mindsker det psykiske pres, så de kan fokusere på at implementere deres forretningsplan,” mener Isabella.

”Jeg gætter på, at Madame Christine har fire grise til foråret,” siger hun.

Vælg et nyt venskabsprojekt

Hvis din afdeling har støttet venskabsprojektet i Madagaskar, så kan I allerede nu begynde at overveje, om I vil støtte et af de mange andre venskabsprojekter frem over.

Støtter din afdeling et venskabsprojekt?

Røde Kors har 12 venskabsprojekter rundt om i verden. Hvis din afdeling gerne vil støtte et af dem kan I skrive Afdelingernes Internationale Arbejde på aia@rodekors.dk