25-årige Delphine bliver den første fra marginaliseret slægt til at gennemføre en universitetsuddannelse

Med støtte fra Røde Kors i Danmarks venskabsprojektet med Rwanda er Delphine Nyiraminani den første fra hendes slægtsstamme, som gennemfører en universitetsuddannelse. 

Foto: Delphine (i midten) på INES Ruhengeri campus
- D. 18 MAJ 2020

25-årige Delphine Nyiraminani turde i mange år slet ikke drømme om, at hun nogensinde skulle gennemføre en universitetsuddannelse. Hun var fattig, faderløs og havde fire søskende, som hun sammen med sin mor brugte de fleste af dagens timer på at forsørge. Hendes far døde, da hun var blot ét år gammel, og udsigterne til en fremtid med skole var derfor lange. I dag læser hun til landmåler på universitet og kan fra næste år bryste sig af at være den første fra hendes slægtsstamme til at dimittere fra et universitet, fortæller hun.      

Det kan lade sig gøre, fordi Røde Kors i Danmarks venskabsprojekt med afdelingen i Rwanda blandt andet går ud på at sende flere børn og unge fra marginaliserede grupper i skole. Hendes uddannelse er blevet betalt lige fra mellemtrinet til universitetet. Hun var den første kvinde til at modtage støtte gennem projektet. 

LÆS: Her kan I blive klogere på, hvordan de Venskabsprojekter, som jeres afdeling støtter, er påvirket af Covid-19.

“Da jeg blev færdig med indskolingen, troede jeg ikke, jeg ville få mulighed for at starte i mellemskolen, fordi vi var fattige. Jeg troede, jeg bare skulle gå hjemme ligesom min mor, der hverken kan skrive eller læse. En dag kom jeg hjem med en glad nyhed, fordi jeg havde lige fundet ud af, at Røde Kors støtter folk som mig til at få en uddannelse. Jeg er meget taknemmelig,” siger hun. 

Men der er stadig brug for mere støtte. Hendes venner fortæller nemlig, at de er kede af, de aldrig kom i skole, fordi de blev gift meget tidligt i deres liv. Derfor har Delphine også valgt at bruge sin unikke position til at hjælpe andre lokale. I ferier underviser hun nemlig unge drenge og piger i at læse, og i fremtiden vil hun gerne arbejde som landmåler for regeringen med at udnytte deres grund og marker så godt, som muligt. 

“Jeg vil gerne se børn fra min landsby fortsætte deres uddannelse, så de kan skabe et bedre liv. De kan få bedre jobs, tjene penge og bare have et bedre liv i fremtiden. Og jeg har set piger fra det her område opnå det. Jeg ved det er muligt gennem uddannelse,” siger hun. 

Overblik over corona-indsats i Venskabslande
Over hele verden har Røde Kors og Røde Halvmåne travlt med at supportere lokalsamfund og myndigheder i forbindelse med corona virusset.

Nogle steder, har Røde Kors i Danmark været nødt til at indstille nogle af de aktiviteter, vi har i Venskabsprojekterne, da aktiviteterne ikke kan gennemføres uden for høj smitterisiko eller på grund af manglende bevægelsesfrihed. Men også fordi, at fokus de fleste steder er flytter over på oplysning, beredskab og forberedelse i forbindelse med virusset.

Her kan I blive klogere på, hvordan de Venskabsprojekter, som jeres afdeling støtter, er påvirket af Covid-19.