Kernefortælling
Førstehjælp er Røde Kors’ DNA. At kunne træde til med fysisk førstehjælp når ulykken sker. At kunne støtte med psykisk førstehjælp når mennesker er i akut krise. Det er essensen af medmenneskelighed. Jo flere mennesker, der kan fysisk og psykisk førstehjælp i Danmark, des bedre er vi som samfund til at tage vare på os selv og hinanden – i hverdagen og når krisen sætter ind.

Derfor arbejder Røde Kors for at udbrede viden om og kompetencer i førstehjælp. Røde Kors har et særligt fokus på mennesker i sårbare livssituationer – også i forhold til førstehjælp. Udsatte børnefamilier, indsatte i fængsler og arrester, voldsudsatte kvinder, psykisk syge. Og mange andre.

Gennem træning i og viden om førstehjælp skaber vi handlekraft hos den enkelte og engagement i ligeværdige fællesskaber. Sammen om at turde. Sammen om at kunne.

Røde Kors sælger også kurser i førstehjælp til arbejdspladser og private. Herigennem genereres overskud til Røde Kors. Og vi sikrer et førstehjælpsfagligt og praktisk fundament for at Røde Kors kan være tilstede med den humanitære førstehjælp over hele landet.

Førstehjælpsfagligheden spænder fra undervisning i bevisgivende førstehjælpskurser til kortere orienteringer med afsæt i deltagernes forudsætninger, hvor målet er at skabe mod til at handle.

Røde Kors engagerer bredt i førstehjælp. Vi skaber oplevelser af behov for førstehjælp og giver lyst til at lære at kunne træde til med både fysisk og psykisk førstehjælp. Hos børn og unge. Hos alle i Danmark. Og hos os selv i Røde Kors.

Som beredskabsorganisation har vi et særligt fokus på, at frivillige engageret i beredskab og samaritter kan fysisk og psykisk førstehjælp og er parat til at handle.

Vi er ét Røde Kors og samarbejder på tværs af afdelinger om førstehjælp.