Rikke Dalsted fra Røde Kors modtager Florence Nightingale-medaljen

I dag har tre danske sygeplejersker modtaget Florence Nightingale-medaljen, som er den fornemmeste anerkendelse indenfor sygeplejefaget, for deres indsats og mod til fordel for mennesker i og fra lande hærget af konflikt og katastrofer. 

Rikke Dalsted takker for Florence Nightingale medaljen. Foto: Nikolaj Kristian Carlsen
NIKOLAJ KRISTIAN CARLSEN - D. 15 AUGUST 2023

Rikke Dalsted er en af Florence-Nightingale-medaljemodtagerne og har været på flere udsendelser til verdens brændpunkter. I dag arbejder Rikke i Røde Kors som leder af Sundhedsklinikken, der tilbyder grundlæggende sundhedsydelser til sårbare mennesker, som ikke har adgang til det danske sundhedssystem.

”Aktuelt arbejder Rikke med sundhedsklinikker, der tilbyder grundlæggende sundhedsydelser til sårbare mennesker, som ikke har adgang til det danske sundhedssystem. Du står i spidsen for tre – snart fire – sundhedsklinikker i Danmark,” siger Grethe Christensen, som er formand for Dansk Sygeplejeråd og fortsætter:  

”Rikke startede som sygeplejerske i 1997 med frivilligt arbejde i Latinamerika. Undervejs i dine studier har du rejst og arbejdet i forskellige sammenhænge blandt andet Nepal, Sydsudan, Libyen, Sierra Leone og Kenya.” 

Rikke og de to andre medaljemodtagere står og hører Grethe Christensen holde tale for dem. Som den første bliver Rikke bedt om at komme og modtage medaljen og en buket blomster. Vicegeneralsekretær Lene Krogh hæfter Florence Nightingale-medaljen på Rikkes skjortebryst og giver hende et knus.

Florence Nightingale i vor tid

Overrækkelsen af Florence Nightingale-medaljen foregår på Røde Kors’ landskontor i Frivillighuset, hvor vicegeneralsekretær Lene Krogh byder velkommen.

”Velkommen til overrækkelsen af Florence Nightingale medaljen. På vegne af Røde Kors vil jeg gerne sige, at vi er utroligt stolte af at være værter ved overrækkelsen af denne meget fine medalje. Florence Nightingale er en fantastisk person, der har betyder uendeligt meget for udviklingen af sygeplejerskegerningen, hvor hun med medmenneskelighed, beskedenhed, og et stort blik for nødlidendes behov virkelig gjorde en forskel.”

”Hun er mest kendt for sin indsats i Krim-krigen, tankevækkende, at vi nu igen står med en væbnet konflikt i og omkring Krim, og der fortsat er hårdt brug for medmenneskelig indsats. Florence Nightingale var en af de store inspirationskilder til oprettelsen af Røde Kors-bevægelsen i 1864. Henry Dunant var meget inspireret, og han så sig som hendes elev. Florence Nightingales store medmenneskelige indsats, hvor hun med sine handlinger gjorde opmærksom på, at der var store behov for at tilvejebringe hjælp til sårede og nødstedte ifm. krig og konflikt.” 

”Der var brug for hjælp tæt på slagmarken fra trænede professionelle sundhedsfolk. Og Røde Kors-bevægelsen blev jo som bekendt dannet på et neutralitetsprincip, der gjorde, at vi faktisk kunne rykke meget tættere på slagmarken og yde den nødvendige hjælp, hvor der var brug for det. Florence Nightingales indsats kan ikke undervurderes, og det kan indsatsen fra de tre personer, der står her i dag, heller ikke. I Røde Kors er vi glade for at være værter for overrækkelsen.”

De tre modtagere af Florence Nightingale-medaljen 2023

Rikke Dalsted på 51 år er sygeplejerske med ph.d. og kandidatgrad i sociologi og katastrofehåndtering. Hun er ansat i Røde Kors i Danmark, hvor hun siden 2020 har ledet Sundhedsklinikken, der er et sundhedstilbud for mennesker i Danmark uden dansk CPR-nummer og derved ingen adgang til det danske sundhedsvæsen. Personalet og de mange frivillige i klinikkerne tilbyder grundlæggende sundhedspleje til afviste asylansøgere, migranter og ofre for menneskehandel.

Kamma Skaarup på 51 år er anæstesisygeplejerske og arbejder for Læger uden Grænser (MSF) i Danmark. Hun står for rekruttering og udsendelse af læger, sygeplejersker, jordemødre og andet sundhedspersonale til internationale MSF-projekter. I 2022 har hun selv været udsendt til i Hviderusland for at vurdere og sikre sundhedsbehov for ukrainske flygtninge og migranter, der var strandet ved grænsen til Polen. Kamma Skaarup har i 2020 været ansvarlig for medicinske interventioner ved nødhjælpsindsatsen for covid19-epidemien i MSF-projektet i Moria-lejren på Lesbos i Grækenland.

Mie Ravnemose Terkelsen har været udsendt til Pakistan i 2022-2023 i forbindelse med oversvømmelser og flygtninge. Hun har i to omgange været udsendt til Nigeria for at træne lokalt personale til at arbejde med ernæringsproblemer og koleraepidemi. I flere omgange har været udsendt til Moria-flygtningelejren på Lesbos i Grækenland. Hun har også været udsendt til Al Awda Hospital i Gaza i Palæstina. I 2015 var Mie Ravnemose Terkelsen udsendt med Forsvaret til Sierra Leone blandt andet som led i kampen mod Ebola.  
 

Rikke Dalsted
Rikke Dalsted, Kamma Skaarup og Mie Ravnemose Terkelsen modtager Florence Nightingale-medaljen. Foto: Nikolaj Kristian Carlsen


 

Fakta om Florence Nightingalemedaljen:

  • Medaljen blev stiftet i 1912 for at mindes Florence Nightingale og anerkende det uegennyttige arbejde, hun udførte som sygeplejerske under Krimkrigen fra 1854 til 1856.
  • Tre danske sygeplejersker modtager i år Florence Nightingale-medaljen.
  • Medaljen uddeles hvert andet år af Internationalt Røde Kors.
  • 47 danskere har modtaget medaljen siden dens stiftelse
  • I år modtager 37 sygplejersker fra 22 forskellige lande medaljen