Giv de gode ideer vinger - nørklebolde hitter

Nørklere i Allerød tager hver onsdag til Plejecenteret Skovvang og nørkler med beboerne. Derudover har de strikket store lune tæpper og syet nogle fine bolde i patchwork, som vækker stor glæde hos alle.

Ergoterapeut Maria Pass med en kurvfuld bolde fra nørklerne i Allerød. Foto: Connie Fricke
- D. 15 MARTS 2019

Ingen havde forestillet sig, hvilket hit det ville være med de syede bolde: Afslapning, forebyggelse af krumme fingre og ikke mindst petanque på bord, som holder motorikken i orden - blot for at nævne noget, som boldene bliver brugt til.

"Boldene har været et kæmpe hit, siden vi fik dem, og vi bruger dem rigtig meget", fortæller Maria Pass, som er ergoterapeut på Skovvang. "Vi har fundet ud af, at det virker afslappende at sidde med en bold i hånden og kramme den. Det forebygger tilmed kontraktioner (sammentrækninger) af fingrene på de ældre, der ellers sidder inaktivt med deres hænder. Men det bedste er næsten bord-petangue, som både er sjovt og i den grad er med til at holde motorikken i orden."

Vi vil gerne have flere med i fællesskabet

Nørklerne i Allerød fik den gode ide at tage ud på plejecentret og nørkle, fordi beboerne af gode grunde ikke kan komme til dem. Her mødes en udvalgt gruppe hver onsdag fra kl. 14-15, og det er fast på plejecenterets program. "Vi ville have været glade for 3-4 beboeres deltagelse, men der møder ofte 10-12 ældre op og strikker sammen med os", fortæller Ebba Busk, der har været initiativtager sammen med formanden i sin tid.

Det ligner en hvilken som helst nørklegruppe, snakken går på lige fod med strikkepindene, og mange af beboerne strikker med på livet løs - også selvom de ikke er så snakkesaglige. Men de er med, og det bliver højt værdsat af både beboere, personale, nørklere og ikke mindst de pårørende på stedet.

"Mange pårørende har vist deres glæde og påskønnelse overfor dette initiativ, og det letter også vores arbejde rigtig meget, at nørklerne kommer herover og strikker sammen med beboerne", fortæller Maria Pass. Der er en virkelig god stemning i foyeren, der for en stund bliver omdannet til cafe med juice, vand og lidt snack på bordene, og beboerne hygger sig og nyder selskabet rigtig meget. Og så er der også beboere, som ikke strikker, men som kommer og sidder ved siden af og mærker hyggen og stemningen alligevel.

Aktiviteter deles mellem nørklerne

En anden god ting er, at det er ikke nørkleleder Birgit Geertsen, der står for aktiviteten på plejecenteret. Hun tager sig af mange andre ting i nørklegruppen derhjemme, og deltager blot fordi hun har lyst til at være sammen med de andre. I stedet er det Jytte Meldgaard, som leder aktiviteten, og så fordeles arbejdet jo lidt.

Jytte fortæller, at de har valgt fx ikke at have navneskilte på, for de vil bare ligne alle andre og ikke distancere sig fra beboerne. Ligeledes snakker de gerne - og højt - om en masse private ting, og det er jo med til at sprede en god stemning over bordene. "Vi er her jo ikke for at hjælpe beboerne med andet end strikketøjet", siger Jytte. "Vi hygger os jo bare ligesom dem." Og Ebba afslutter: "Her kan vi virkelig mærke, at vi gør en kæmpe forskel."

En meget rørende aktivitet som kommer en masse mennesker til gode - og en god ide er hermed givet videre.

Jytte

Jytte Melgaard i spidsen for det gode initiativ i Allerød med Birgit Geertsen i baggrunden. Foto: Connie Fricke

Vil du vide mere:

Kontakt gerne Jytte Meldgaard

Tlf. 2481 7273

mail: jytte@meldgaard.dk

- hvis I selv har lyst til en lignende aktivitet. Det er en god ide også at snakke med formanden i jeres afdeling, for måske har I allerede samarbejde med byens plejecentre om Røde Kors besøg.

"Giv de gode ideer vinger" - del med hinanden!

 

Overalt i afdelingerne - store som små - er der et væld af sociale aktiviteter. Sorggrupper, kioskvogn på plejehjem og fødselsdagbus er blot tre eksempler på sociale aktiviteter der p.t. findes i en enkelt - eller ganske få afdelinger - men som kunne være inspirerende for flere at høre om og få hjælp til at opstarte.

Under overskriften 'Giv de gode ideer vinger' sætter vi i 2019 fokus på at dele de gode ideer på tværs af afdelinger - frivillig til frivillig.  

Fortæl derfor her på Mit Røde Kors om jeres aktivitet, så du kan inspirere andre frivillige til at gribe ideen i andre dele af landet.

 

Vil du have hjælp til at dele kan du kontakte Anni Brejnholt på: anbre@rodekors.dk eller 2138 9569.

Se oversigten over de  mange forskellige sociale aktiviteter rundt omkring i landet, og lad jer inspirere: https://mitrodekors.dk/system/files/document_files/Oversigt%20over%20andre%20sociale%20aktiviteter%2004-02-2019.pdf

Og læs om andre afdelinger, der har fået en god ide: https://mitrodekors.dk/aktiviteter/afdelingernes-oevrige-sociale-aktiviteter/seneste-nyt