Yusuf hjælper med at tage luften ud af Gazas spændinger

Unge frivillige palæstinensere afhjælper stress og andre psykiske problemer i konfliktzonen
Yusuf Shaladan en af de unge palæstinensere, som er blevet førstehjælsfrivillig for at gøre en forskel i konfliktfyldte Gaza: Foto: Jon Kristiansen, Røde Kors.
Anne Skovgaard
11 maj 2016

"Jeg forventer ikke en løsning på konflikten i den nærmeste fremtid, eller at de sociale udfordringer i Gaza bliver mindre. Så for mig handler det her og nu om to ting – at lære noget, som jeg kan bruge i min hverdag, og ikke mindst at gøre en forskel for andre i Gaza.” 

Den unge palæstinenser Yusuf Shaladan er ganske afklaret om, at der måske ikke er rolige eller stabile udsigter lige om hjørnet for Gazas beboere. Derfor har han engageret sig som førstehjælps-frivillig i Palæstinesisk Røde Halvmåne - PRCS .

Gazastriben, som er på størrelse med Langeland, er med sine 1,8 millioner indbyggere et af de tættest befolkede områder i verden, og de sociale udfordringer er store:

Kæmpe arbejdsløshed, en befolkning der lever fysisk meget tæt sammen og en begrænset bevægelsesfrihed indenfor og ind og ud af området, er blot nogle af dem. Det er med til at skabe daglige spændinger i befolkningen, som har en stor overvægt af børn og unge.

Derfor er en af Røde Kors' fokusområder i Palæstina, som afdelingerne kan støtte via Venskabsprogrammet, psykosociale aktiviteter.

De udføres blandt andet på Palæstinensisk Røde Halvmånes (PRCS) sociale center i Gaza, som huser en række forskellige aktiviteter, arrangementer og kurser, herunder førstehjælpskurser og øvelser. 

Det var i forbindelse med centrets åbning tidligere på året, at Yusuf og en håndfuld af hans venner meldte sig som frivillige, og de er nu trænet i førstehjælp med særlig fokus på psykiske reaktioner og krisemønstre. 

Netop det, at der er et fast tilholdssted og mødepunkt som det sociale center for frivillige og børn og unge fra Gaza, gør det nemmere for PRCS at organisere og fastholde frivillige.

Yusuf gennemgik for nylig , sammen med frivillige samaritter og katastrofefrivillige fra PRCS, en simulationsøvelse på stranden for at styrke beredskabet i Gaza.

Her indgik træning i at de frivillige får teknikker til at identificere, hvem der - både i en tilspidset konflikt-situation og ved mere "dagligdags" sammenstød i Gaza -  har behov for specialiseret psykologhjælp og hvordan man kan skabe trygge og afstressende rammer for andre tilskadekommende eller vidner. 

Røde Kors i Danmark støtter PRCS og frivillige som Youssef i at udvikle og dyrke et velfungerende psykosocialt beredskab.

Buketten

Kender du en der fortjener et skulderklap?

Michael mistede mælet

"Niels Aage, der tog du fusen på mig. Men det er jo ikke et enmands projekt at lave sådan en butik...