Regeringens ny strategi for civilsamfundet skal styrke lokal frivillighed

Efter input fra blandt andet Røde Kors er regeringen nu klar med en ny strategi for civilsamfundet. Der er afsat 112 millioner kroner over de næste fire år.
Vores præsident, Sven Bak-Jensen, ser gode ting i den ny strategi for civilsamfundet, men der er også punkter, som kunne være bedre.
Janus Rashid Flachs Madsen
13 oktober 2017

De frivilliges kompetencer skal løftes, flere udsatte skal ind i foreningslivet og den lokale frivillighed skal styrkes. Det er nogle af målene i regeringens nye strategi for civilsamfundet, som blev fremlagt af socialminister Mai Mercado (K) i denne uge.

Røde Kors har haft en finger med i spillet, da vi har været en del af den task force, der siden i sommer har arbejdet med at komme med anbefalinger til regeringens ny strategi. Vores tidligere præsident Hanna Line Jacobsen har nemlig siddet med ved bordet. 

Glade for fokus på det lokale
Regeringen har valgt at følge en del af taskforcens anbefalinger, og for Røde Kors er der både en masse godt i strategien, men også punkter, som kunne være bedre.

”Vi ser mange gode tanker i den nye strategi, og vi er især glade for det store fokus på det lokale, som jo flugter fint med vores arbejde i Røde Kors. Til gengæld bliver der også introduceret en masse nye puljer, man kan søge, og her havde vi gerne set, at man brugte flere af pengene på en lidt mere langsigtet støttestruktur, hvor der også er fokus på drift,” siger Røde Kors’ præsident, Sven Bak-Jensen.

Konkret kan strategien koges ned til 12 konkrete initiativer. Man vil blandt sikre deltagelse og fællesskab for alle, mere viden og flere undersøgelser på frivilligområdet, en mere simpel støttestruktur og et kompetenceløft til det sociale område. 

Hjerteblod for Røde Kors
Netop den mere simple og stabile støttestruktur er hjerteblod for Røde Kors.

”Vi oplever, at de statslige puljer er ugennemsigtige, kortsigtede og alt for bureaukratiske. Derfor er vi meget glad for, at der som en del af strategien skal nedsættes en arbejdsgruppe med bred repræsentation, der skal se på hvordan vi får en mere stabil og ubureaukratisk støttestruktur,” fortsætter Sven.

Du kan læse alle 12 initiativer og hele strategien her.

De 112 millioner kroner skal findes i SATS-puljen. Det betyder, at regeringen skal have alle partier undtaget Enhedslisten med sig før, initiativerne i strategien kan realiseres. 

 

Buketten

Kender du en der fortjener et skulderklap?

Birgit oplærer føl på stribe

For mennesker, der er endt på en akutmodtagelse, efter deres liv har taget en uventet drejning, er...