Minister på besøg

Integrationsminister Inger Støjberg besøgte Røde Kors integrationscafé i Vejle. Et møde, som var meget positivt.
Julie Bergstrand-Christensen
9 maj 2018

Der var smørrebrød på bordet, og stemningen var god, da integrationsminister Inger Støjberg lagde vejen forbi Røde Kors integrationscafé i Vejle.

Inden besøget havde de frivillige knoklet for at lægge et godt program og få styr på det praktiske.

”Det er jo ikke bare et vigtigt besøg for os i Vejle, men for hele Røde Kors,” forklarede aktivitetsleder for caféen, Hanne Hovmand.

Oplæg imponerede

Ministeren blev budt velkommen af bestyrelsen, aktivitetslederne fortalte om det lokale integrationsarbejde, og Anders Ladekarl holdt et oplæg om Venner Viser Vej.

Endelig havde syv lokale flygtninge forberedt et oplæg hver. En efter en rejste de sig og fortalte om deres baggrund, deres liv i Danmark og deres drømme for fremtiden. 

”Inger Støjberg var meget imponeret over, at de syv turde stille sig op og fortælle om deres liv foran en større forsamling,” fortæller Hanne.

Det vakte i øvrigt stor begejstring, da Malek overrakte ministeren en buket blomster, som han selv havde købt.

Selfies med ministeren

Efter oplæggene var der frokost, hvor snakken gik lystigt mellem flygtninge, frivillige og ministeriefolk.

”Det var en hyggelig sammenkomst, og efterfølgende var vi alle enige om, at det var et meget positivt møde med ministeren,” fortæller Hanne.

Der blev også lejlighed til at få taget billeder med ministeren, som ikke havde travlt med at komme ud af døren.

”Det er vel også et positivt tegn, at ministeren sagde ”vi behøver vel ikke gå lige nu”, da vi sluttede,” siger Hanne med et grin.

Buketten

Kender du en der fortjener et skulderklap?

Sonja har samlet trådene

Hvad angår maj-måneds buketmodtager, kan man næsten sige: Som mor, som datter, for det er mor Anna...