Lokalpressen skriver gerne om Smid Tøjet

Genbrugskampagnen Smid Tøjet er netop trådt ind i sin anden uge. I denne uge begynder Go’ morgen Danmark at sende. Men den lokale presse har allerede skrevet rigtigt fint om Smid Tøjet.
Et eksempel på en af de mange fine presseomtaler i forbindelse med Smid Tøjet. Kilde: JydskeVestkysten
Ditte Nørgaard Goor
16 april 2018

Smid Tøjet har været nævnt i lokalpressen hele 51 gange indtil videre. Enten i lokalaviserne, ugebladene eller på de lokale mediers hjemmesider.

Og det skyldes i høj grad alle de afdelinger, der har været så seje at kontakte pressen enten med deres egne pressemeddelelser eller med de materialer, Landskontoret har lagt ind i Fortællingsbanken.

Vi ved, det gør en kæmpe forskel, når I bringer historien ud i jeres lokalmiljø, så det skal I have tak for.

I kan stadigvæk lave presse - også for at sige tak

Det er oplagt at sende en pressemeddelelse til lokalaviserne på den anden side af Smid Tøjet, så I har mulighed for at sige tak for alt det tøj, I har fået ind i forbindelse med kampagnen.

Der kan I også sige tak for interessen og fremmødet, hvis I har haft et modeshow, udsalg eller andet arrangement i butikken i forbindelse med kampagnen.

I kan finde en skabelon på en takke-pressemeddelelse i Fortællingsbanken her.

Der finder I også fakta og andet, der kan bruges, hvis I vil lave jeres egne pressemeddelelse.