Matematik og humanitære indsatser

Røde Kors er partner i DA’s (Dansk Arbejdsgiverforening) ambitiøse projekt ’Åben virksomhed’. Projektet skal være med til at kvalificere unges besøg på virksomheder, så de får en bedre forståelse for, hvad forskellige fag i skolen og en videregående uddannelse kan føre til af jobmuligheder.

Jan Erik Krøyer fra Røde Kors' Disaster Management Unit fortæller om, hvordan matematik anvendes i humanitære indsatser. Foto: Dansk Arbejdsgiverforening.
- D. 28 AUGUST 2020

Landskontoret havde 27. august besøg af den første gymnasieklasse (fra Gefion Gymnasium), der har arbejdet med forløbet ’Matematik og humanitære indsatser’.

Undervisningen

Statistik, logistik og formidling er vigtige redskaber til planlægning, prioritering og afrapportering af humanitære indsatser. Det er tanken, at undervisningsforløbet tilføjer en ekstra dimension til den faglige læring i klasselokalet, ved samtidig at give eleverne en almen viden om erhvervslivet og det samfund, de indgår i. Og den ambition vil vi i Røde Kors naturligvis gerne bakke om omkring. Undervisningsforløbet består af 5-6 moduler i klassen inden besøget hos Røde Kors og efterfølgende 4 moduler i klassen, hvor eleverne arbejder videre med en slutopgave baseret på data fra en konkret humanitær indsats. 

I undervisningsforløbet, der er skræddersyet af DA sammen med gymnasielærere, til matematik på gymnasie-niveau, indgår et besøg hos Røde Kors. 

Besøg hos Røde Kors

Senior Humanitarian Advisor Jan Erik Krøyer fra vores Disaster Management Unit i den Internationale Afdeling gav eleverne et autentisk indblik i den komplekse virkelighed, Røde Kors og andre humanitære organisationer arbejder under i forbindelse med katastrofer. Jan Erik fortalte om, hvordan og hvorfor han kom til Røde kors for 10 år siden og viste så nogle af de beregninger, som han arbejder med, når katastroferne rammer rundt om i verden. Helt konkret, blev eleverne præsenteret for en case fra en mission i Malawi.

Efter besøget var der en kort rundvisning og til slut et besøg i Røde Kors Oplevelsen, hvor eleverne blev guidet rundt af Torben Kristensen, der bl.a. har været delegat i Cox Bazar og er og har været Røde Kors-frivillig i forskellige sammenhænge.

Vi glæder os til flere besøg fra landets gymnasieklasser.

  • Se forløbet ’Matematik i humanitære indsatser’ her
  • Book Jan Erik Krøyer til et foredrag i din afdeling her

Nyheder

  • Når klimaet forandrer alt – og håbet lever videre
  • Vil du gøre en forskel som frivillig? Tag det første skridt med kurset Medmenneskelighed i praksis
  • Politikere til civilsamfund: Ryk direkte i fængsel - i skal være med til at forebygge
  • Fokus i vores eksterne kommunikation – juli og august 2025
  • Fælles pengehåndtering (sedler og mønter)