Julevenner 2021: Vi mangler værter – og byder gæster velkommen. Har du plads til en ekstra ved dit bord?
Siden 2012 har vi forsøgt at sikre at bare lidt færre skal sidde alene juleaften, hvis de ikke ønsker det. Det har vi gjort i vores indsats Julevenner, hvor vi matcher juleværter med julegæster. Juleværterne åbner deres hjem juleaften og gæsterne kommer på besøg. Sammen er de med til at hylde fællesskabet i Julevenner.
Siden 2012 har vi forsøgt at sikre at bare lidt færre skal sidde alene juleaften, hvis de ikke ønsker det. Det har vi gjort i vores indsats Julevenner, hvor vi matcher juleværter med julegæster. Juleværterne åbner deres hjem juleaften og gæsterne kommer på besøg. Sammen er de med til at hylde fællesskabet i Julevenner.

Der er ikke længe til jul, og vi oplever stor tilslutning til vores indsats Julevenner, hvor vi har rigtig mange tilmeldinger – og desværre særligt fra gæster, der mangler et sted at fejre jul. Det kan vores gode frivillige mærke på landskontoret, der i december sidder og matcher gæster og værter.
Vi erfarer at flere fælles julearrangementer rundt omkring i landet, nu bliver aflyst som følge af den stigende smitte. Det betyder, at vi kommer til at løbe rigtig stærkt for at sikre at alle gæster, der har bedt os om at finde en vært, får en god juleaften sammen med andre. Vi har de foregående år lykkedes med at få alle gæster ud. Det håber vi meget, at vi kan igen i år, så har du plads ved julebordet og tænker, at det kunne være en god oplevelse at være en del af Julevenner, opfordrer vi dig til at tilmelde dig på www.julevenner.dk
Siden 2019 har vi haft Boblberg med som samarbejdspartner, hvilket har åbnet op for, at gæster og værter kan tilmelde sig og selv finde et match. Det er der mange, der gør, men nu og her er appellen til kommende juleværter, at de krydser af, at de ønsker at Røde Kors finder et match, da vi på den måde bedre kan sikre, at vores gæster får en god juleaften sammen med andre.
Selvom vi mangler værter, er det selvfølgelig fortsat muligt for gæster at tilmelde sig. Kender du nogen i dit lokalområde, der kunne have gavn af Julevenner, kan du prikke dem på skulderen og sende dem i retning af Julevenner. Så forsøger vi også at finde et sted til dem.
I dag har vi på landskontoret haft besøg af Yvonne og Martha, der har givet den gas fra 12-17 og ringet land og rige rundt. Tak til dem for det. Det er fantastisk at mærke opbakningen til projektet. Nu håber vi blot, at vi kan gøre de resterende dage af december lidt nemmere for de frivillige i matcherkorpset med en øget værtstilslutning.
God jul!