Sammen med den danske feltpræst Erik Høyer Møller besøgte van der Velde et lazaret. De så en mand på lazarettet, hvis ene side var revet op af en granat, så indvoldene hang ud af ham. Feltpræsten præsenterede van der Velde for overlægen og gik. Van der Velde besvimede, og senere fik præsten en seddel fra overlægen, hvor han bad om at blive fri for den slags tilskuere, ‘thi han havde faaet mere at gjøre med den Fremmede end med den Saarede.’

Van der Velde var observatør for en international komité i Genéve, der havde til formål at danne foreninger til pleje af sårede og syge i felten. Derudover havde observatøren et ønske om at arbejde på lazaretterne og på slagmarken, og bidrage med penge til den sygefaglige indsats, og måske var rollen som observatør endnu ikke så veldefineret på det tidspunkt, hvor Røde Kors første gang var i aktion.  Det virker som om van der Velde var drevet af at ville hjælpe til i sygeplejen, men ikke helt havde den konstitution der skulle til for at klare det. 

Det Internationale Røde Kors blev stiftet i 1863 af Henri Dunant og andre betydningsfulde mænd i Genève. Dengang organisationen blev stiftet var dens formål at sikre en upartisk behandling af alle sårede i krige og væbnede konflikter. Røde Kors blev indskrevet i den første Genèvekonvention fra 1864, og den tilsluttede Danmark sig blandt 13 andre lande. Det er også her at kendemærket det røde kors på en hvid baggrund ser dagens lys. Første gang Røde Kors og fanen er i aktion er i krigen mellem Danmark og Preussen i 1864. 

Sygepleje i felten

Under kampens hede var der ikke meget hjælp at hente for soldater der blev såret. De måtte selv efter bedste evne transportere sig til et lazaret. En af de almindelige behandlingsmetoder på lazaretterne var amputation, f.eks. med en kirurgisk sav. Der var mangel på bedøvelsesmidlet æter, så det blev ofte brændevin der måtte agere bedøvelse. En af de farlige komplikationer ved sår var, at der kunne gå koldbrand i dem, eller at der kunne opstå betændelsestilstande efter en amputation. 

Det var nonner, diakonisser eller frivillige sygeplejersker der tog sig af de sårede. Lazaretter var blevet oprettet på slotte, i kirker, skoler, på præstegårde og i større huse i det område som hæren var kommet til. 

“I dag er der brændt flere gårde, og der, hvor fjenderne ikke brænder, sender de granater hen. Sådanne granater slog i dag ned i et dansk kompagni. Der blev dræbt et stort antal, og de sårede kom til os. Blystykker så store som små knytnæver sidder i de stakkels mennesker, når de føres hertil, og her kommer sårede nat og dag,” fortalte den svenske søster Lovisa til den Danske Diakonissestiftelse. Hun gjorde tjeneste på Augustenborg Slot, som den 16. marts modtog mange sårede fra Dybbøl Skanse, hvor det hele dagen havde regnet med granater og kardæsker. 

Der var brug for en organisation til at tage sig af sårede, tilskadekomne eller døende soldater i forbindelse med krig. Den 26. april 1876 blev Foreningen af syge og såredes pleje under krigsforhold oprettet i Danmark, og det hed organisationen det første stykke tid, inden den skiftede navn til Røde Kors.