35-årige Hasan fandt et fodboldhold på Boblberg

35-årige Hasan Doruk Cetinkaya kom til Danmark fra Tyrkiet for tre år siden. Han havde kun sin familie og følte sig alene. Men heldigvis fandt han et fodboldhold på Boblberg, og med fodbolden kom fællesskabet.

KASPER BØGSTED KRISTENSEN - D. 10 APRIL 2019

Sveden pibler frem fra Hasans pande. Blikket er intenst og fokuseret på bolden, der lige nu ligger i hans medspillers fødder. Bolden bliver sendt i Hasans retning. Han tæmmer den og flugter den op i højre hjørne af målet. Det er mandag aften, tid til den ugentlige fodboldtræning i Hafnia-hallen i København.

35-årige Hasan Doruk Cetinkaya blev en del af fodboldholdet for et år siden gennem Boblberg, kun to år efter han kom til Danmark. Han er født op opvokset i Tyrkiet, hvor han mødte sin danske kone. Sammen fik de et barn, men familielivet og en karriere som bombeekspert i militæret var svær at balancere. Derfor forlod Hasan sit travle liv i Tyrkiet og rejste til Danmark med sin familie for tre år siden.

”Pludselig ringer min telefon. De fortæller, at de har fundet en bombe. Jeg skal komme straks, selvom det er en by langt væk. Det var hårdt for min familie at rejse med rundt på den måde,” siger Hasan.

 

Sproglærer anbefalede Boblberg

Men livet i Danmark var ikke ligetil, og det var svært for Hasan at falde til. Han gik fra at have familie og venner om sig til pludseligt kun at have sit barn, sin kone og hendes fætter. Han følte sig alene. Ensomheden forsøgte han at gøre noget ved, men uden opholdstilladelse var mulighederne begrænsede.

Opholdstilladelsen kom heldigvis efter et år. Endelig kunne han begynde på sprogskole og søge et arbejde. Han kunne starte sit liv i Danmark. Men opholdstilladelsen fjernede ikke følelsen af at være alene. Det kunne en af sproglærerne mærke, som foreslog, at Hasan søgte ind på Boblberg.

Boblberg er en digital platform for fællesskaber, hvor man kan oprette ’bobler’, hvis man enten søger eller facilitere et fællesskab. Hasan oprette en profil og forklarede sin situation. Han skrev også om sine interesser, der blandt andet er fodbold, som han har spillet siden han var helt lille.

”Boblberg kan hjælpe mig med at få venner, så jeg kan blive integreret i Danmark,” siger Hasan.

 

Fodbold er en indgang til fællesskabet

En af de venner, han har fået gennem Boblberg, er 31-årige Andreas Kjær. Det var en tilfældig google-søgning på fodboldkammerater, der ledte Andreas ind på portalen. Han manglede spillere til et hold, han gerne ville starte. På Boblberg fandt han Hasans profil og kontaktede ham.

”Boblberg er meget simpelt bygget op. Det sætter det folk sammen på tværs af interesser. Der skal være en indgang til et fællesskab, og for os er det fodbold,” siger Andreas.

Det sidste år har Hasan spillet fast på holdet hver mandag. Det har gjort en stor forskel for Hasan at blive en del af fællesskabet. Han føler sig ikke længere alene. Derfor anbefaler han Boblberg til sine venner, der står i samme situation, som den han selv var i, og han bruger det også fortsat.

”Jeg har stadig et opslag på Boblberg. Sidste jul skrev en ældre mand til mig. Han inviterede mig over juleaften. Jeg var desværre i Tyrkiet, men det var meget venligt,” siger Hasan.

 

Boblberg bygger bro til fællesskaber

Røde Kors er indgået et samarbejde med Boblberg for at engagere flere danskere i nye fællesskaber, ligesom Hasan blev engageret i Andreas’ fodboldklub. Portalen er tilstede i 29 kommuner og har over 155.000 brugere, men ambitionerne med det nye samarbejde er store. 

”Vi vil sammen med Boblberg sikre, at alle i hele landet kan bruge platformen til at finde fællesskaber. Vores ambition er at engagere 500.000 danskere i nye fællesskaber. Det svarer til halvdelen af de danskere, som føler sig ensomme og uden for fællesskabet,” siger Andreas Hjorth Frederiksen, innovationschef i Røde Kors.

Han håber på, at lokalafdelingerne vil tage Boblberg til sig, når de skal finde frivillige eller brugere til deres aktiviteter. Boblberg kan være med til at bygge bro mellem sårbare og de fællesskaber, som Røde Kors tilbyder.