I verdens brændpunkter med Røde Kors

Bogen ’Mellem Liv og Død - på job som sygeplejerske i en krigszone’, giver et sjældent indblik i en sygeplejerskes hverdag, når han er på job i verdenens brændpunkter.

Lindy Lillelund er i gang med det svære arbejde med at udvælge de patienter, som kan komme med til hospitalet i Lokichokio. Det sydlige Sudan 2005.
NIKOLAJ KRISTIAN CARLSEN - D. 18 SEPTEMBER 2018

40 sårede mennesker ligger i skyggen af akacietræerne. Der har været en træfning i Akobo i Kenya. Narkosesygeplejeske Lindy Lillelund fra Silkeborg er i gang med at udvælge, hvem der er alvorligt nok kvæstede til at komme med til hospitalet i Loki. Han er sygeplejerske, og er udsendt af den Internationale Røde Kors Komité. En mand er blevet skudt i brystet, men trækker vejret fint. Derfor bliver han valgt fra.

De sårede bliver sorteret i røde og grønne bunker. Dem i de grønne bunke skal med flyet. De andre må blive tilbage. Alle tilskadekomne børn kommer med, uanset hvor alvorlige deres skader er. Der er varmt, og Lindy Lillelund og hans hjælpere sveder, mens de bærer patienterne ind i flyet.

Flyet er stinkende varmt. Alle patienter får en pose, som de kan brække sig i eller bruge som toilet. Der lugter af betændelse blandet med sved og stanken af kolort. I Loki bliver patienterne læsset af, og de bliver fragtet til hospitalet.

Med i krig

Sådan beskriver Lindy Lillelund en episode i sin bog ’Mellem liv og død - på job som sygeplejerske i en krigszone’. Den er udkommet i 2018. Han beskriver de svære valg og fravalg han må tage, når han skal beslutte hvilke mennesker, han skal tage med til hospitalet.

Bogen er skrevet ud fra hans breve og e-mails fra hans udstationeringer i forskellige af verdens brændpunkter. Han har været udsendt til lande som Kenya, Sudan, Somalia, Afghanistan og Bangladesh i sin egenskab af sygeplejerske. Formen giver fortællingen troværdighed. Læseren kommer helt tæt på begivenhederne og Lindy Lillelund.

I bogen får vi sand i støvlerne ørkenen, ser den mangelfulde hygiejne på hospitalerne og lugter til sårvæskerne. Der er mange sanselige beskrivelser i bogen, som får en til at stå i begivenhedernes centrum – og mærke de dilemmaer, som en udsendt sygeplejerske kan stå i.

Patienter i flyet

Vi er med op i flyveren med propelvinger, og dumper ned i lufthullerne sammen med Lindy Lillelund. Selv varmen, der tit er på over 40 grader, stråler op fra siderne, så man næsten kan mærke sveden drive af kroppen, når patienterne skal bæres ombord på flyet.

Lindy Lillelund beskriver, hvordan han hjælper sårede og tilskadekomne på hver side af en konflikt. På den måde illustrerer han to af Røde Kors principper, nemlig upartiskhed og neutralitet. Det han tager stilling til er, at hjælpen skal ud til dem der har størst behov for det – uanset hvem de er. 

Nogle timer i sofaen i Lindy Lillelunds selskab er godt givet ud. De 122 sider giver et fint og sjældent indblik i det hektiske liv som sygeplejerske og Røde Kors-delegat i felten. Det er en bog, man bliver klogere af. ’Mellem liv og død’ er udgivet på forlaget Storyhouse. 

LINDY LILLELUND
(f. 1960) har siden 2003 løbende arbejdet som sygeplejerske for Røde Kors i krigszoner i Afrika, Afghanistan og Asien. I 2017 modtog han internationalt Røde Kors Florence Nightingale medalje for sit arbejde i konfliktzoner.
Til daglig er han anæstesisygeplejerske på Regionshospitalet Silkeborg.