Venskabsprojekt hjælper konfliktramte familier på landet i Etiopien

Hagos Berhe er projektmanager for vores nye venskabsprojekt i Etiopien. Her fortæller han om projektet.

Yisak Hagereselam sammen med sit æsel og sin vogn. Foto: Eskil Meinhardt Hansen.
DITTE NØRGAARD GOOR - D. 24 JULI 2019

Det nye venskabsprojekt i Etiopien skal hjælpe familier i Tigray Region, som ligger i den nordligste del af Etiopien og grænser op til Eritrea. Her kan befolkningen stadig mærke følgerne af den langvarige konflikt mellem de to lande, der var i åben krig i 1998-2000.

Hagos Berhe er projektmanager for venskabsprojektet, og han fortæller, at der er to forskellige grupper, der får støtte gennem projektet.

”Vi hjælper blandt andet dem, vi kalder ”repatriates”. Det er etiopiere, der har boet i Eritrea, men måtte flygte tilbage til Etiopien på grund af krigen uden en krone på lommen,” siger Hagos Berhe.

Landmineofre og børnesoldater
”Den anden gruppe er de mennesker, der er berørt af krigen på andre måde. Det kan være landmineofre, eller familier, der har mistet deres unge drengebørn, deres landbrugsjord eller deres kvæg, fordi de er blevet stjålet af soldater fra Eritrea,” siger han.

Under krigen blev drenge kidnappet og brugt som børnesoldater.

Uddannelse og lån
Venskabsprojektet hjælper med et lån på 10.000 etiopiske Birr (2300 kr.), der skal betales tilbage over tre omgange. Efter to år skal én tredjedel betales tilbage. Efter tre år skal endnu en tredjedel betales tilbage. Og den sidste tredjedel betales tilbage efter fire år.

”De mennesker, vi støtter, er udvalgt som nogle af de mest sårbare i lokalområdet. De får uddannelse inden for business, og så får de træning i en bestemt profession, som de selv vælger. Derefter får de lånet, så da kan starte en forretning op,” fortæller Hagos Berhe.

Projektet har tidligere været drevet af Internationalt Røde Kors, inden Røde Kors i Danmark overtog projektet i 2019.

Yisak fik hjælp til at forsørge sin familie
En af de personer, der får støtte gennem venskabsprojektet, er Yisak, som er repatriate fra Eritrea. Han flyttede til Eritrea i 1994 for at arbejde på byggepladser, men da krigen brød ud, blev han smidt i fængsel, fordi han var fra Etiopien. Efter krigen hjalp Internationalt Røde Kors ham tilbage til Etiopien

”Jeg havde intet arbejde og ingen penge. Jeg forsøgte at vaske en smule guld i floden og gik til hånde, hvor jeg kunne, men min indkomst var meget lav,” fortæller Yisak.

”Det eneste gode var, at jeg blev gift og fik tre børn.”

Yisak havde dog ikke råd til at købe mad og tøj til sin familie. For to år siden fik han så et lån gennem projektet, og får det købte han et æsel og en vogn. Nu kan han forsørge sin familie ved at transportere varer som grøntsager og byggematerialer for andre folk.

”Arbejdet er godt, og det har forbedret mit liv. Jeg har relativt få udfordringer, men selvfølgelig frygter man en smule, når man ikke som sådan har fast arbejde. Jeg vil dog sige, at jeg har succes med livet,” siger Yisak.

Røde Kors' studierejser

Efterårets studierejse går til Etiopien for at besøge Røde Kors i Danmarks arbejde i landet. Du kan læse mere om, hvordan du sender en ansøgning om deltagelse på studierejsen her.

Venskabsprojekterne

Hvis jeres afdeling er interesseret i at støtte venskabsprojektet i Etiopien, eller I bare gerne vil høre mere om venskabsprojekterne generelt, så er I meget velkomne til at sende en mail til Afdelingernes Internationale Arbejde på aia@rodekors.dk