Om Psykisk sundhed

I Røde Kors hjælper vi mennesker, der er ramt af psykisk sygdom eller sårbarhed. Det gør vi, fordi vi ved, at mange af disse mennesker kæmper ikke alene med deres sygdom, men også med stigmatisering, marginalisering og isolation. Ofte har de intet eller kun et tyndt netværk, og de kan opleve at stå udenfor flere fællesskaber og føle sig meget ensomme.

I Røde Kors tilbyder vi aktiviteter, der har fokus på at bryde denne isolation og ensomhed. De frivillige bidrager med medmenneskelighed, nærvær og et oprigtigt ønske om at lære den anden at kende og opbygge en ligeværdig relation. De er ikke interesserede i diagnose, behandling og det, der er svært, men ser hele mennesket bagved sygdommen. 

Alle aktiviteter - uanset om der er tale om en-til-en relationer eller fællesskabsaktiviteter - har fokus på at støtte den, der har psykiske udfordringer, i troen på, at vedkommende kan opbygge handlekraft og selv være med til at ændre på sin situation. De frivilliges nærvær og omsorg hjælper deltagerne med at se håbet og styrker troen på, at ensomhed og isolation kan brydes, og at der er et fællesskab til alle. I Røde Kors tror vi på, at alle mennesker har ressourcer og kan bidrage med noget særligt, samtidig med, at alle har et behov for at blive set, hørt og anerkendt. Ingen skal stå alene med sin psykiske sygdom eller sårbarhed. 

I Røde Kors har vi forskellige aktiviteter for mennesker med psykiske lidelser eller sårbarheder:

Samværdighed: I denne aktivitet matches frivillige samværsvenner med mennesker, der er ramt af psykisk sygdom eller sårbarhed. Som udgangspunkt mødes samværsvennerne 2 -4 gange om måneden, og de bestemmer selv, hvad de vil lave. Måske bygges relationen op over en kop kaffe og en samtale og udvikler sig til, at der spilles spil, læses bøger og ses film sammen. Eller det kan være, at samværsvennerne har en aftale om at gå tur og senere finder de måske på at tage sammen til fællesspisning i det lokale forsamlingshus. Uanset udgangspunktet er der fokus på, at relationen opbygges, og at den samværsven, som har psykiske udfordringer, oplever at det bliver lettere og giver mening at indgå i fællesskaber - enten blot med vedkommendes samværsven, eller i fællesskaber, der ligger udover den tætte en-til-en relation. Alle frivillige deltager i et opstartskursus, før de matches med en samværsven, og de deltager også løbende i netværksmøder med andre frivillige, hvor de får lejlighed til at sparre med hinanden og udveksle erfaringer.

Fællesskaber: De fleste af os finder fællesskaber i skolen, på studiet, i foreningslivet eller på vores arbejdsplads, men et stort antal af mennesker med psykiske lidelser har i perioder i deres liv ikke direkte adgang til et fællesskab. I denne aktivitet tilbydes aktivitetsbårne fællesskaber, hvor deltagere og frivillige mødes om en fælles interesse i et positivt, trygt og fordomsfrit rum med plads til forskellighed. Her er der mulighed for at opleve meningsfuldhed i hverdagen, sætte egne ressourcer i spil og øve sig på at indgå i nye sociale sammenhænge, hvilket kan understøtte ens selvforståelse og modvirke selvstigma. De frivillige møder deltagerne, som mennesker med ressourcer, og de inddrages ligeledes i udvikling og planlægning af de fællesskaber, de ønsker at engagere sig i. Det gør vi, fordi vi tror på, at inddragelse skaber motivation, ejerskab og oplevelsen af kunne bidrage med noget vigtigt. 

Eksempler på fællesskaber: bogcafé, skrive- kommunikationsværksted, caféfællesskab, kulturelle fællesskaber, brætspilscafé eller noget helt andet.

Et Anker: Denne aktivitet foregår på retspsykiatrisk afsnit i psykiatrien. Her kommer frivillige på besøg hos indlagte patienter, der ønsker - og som er blevet vurderet egnede af personalet til at få - besøg af en frivillig. Besøgene foregår i afsnittets besøgsrum, i fitnessrummet på afdelingen eller evt. i det kreative rum. Hvis patienten har udgang til at komme udenfor afdelingen, kan man gå en tur eller tage på café sammen. Også i denne aktivitet 'klædes de frivillige på' til opgaven på et opstartkursus, ligesom de mødes i netværksgrupper ca. hver 8. uge for at hjælpe hinanden med at kvalificere samværet med patienterne og med at forblive trygge ved opgaven.