"Man får en god fornemmelse, når man samler ind"

Lis samler ind, fordi hun ved, at pengene også går til det integrationsarbejde, som hun er frivillig i.
Lis er glad for Mobile Pay, for så bliver indsamlingsbøssen ikke så tung. Sidste år måtte hendes mand bære bøssen. Foto: Privat.
Mathilde Risvig
6 september 2017

”Jeg havde min mand med, så han kunne løfte indsamlingsbøssen. Den blev tungere efterhånden, som vi nåede frem på ruten, og jeg har ikke så mange kræfter i mine arme længere. Men vi fik da også samlet et pænt stort beløb ind,” lyder det fra 68-årige Lis Højen fra Køge, der sidste år samlede ind til Røde Kors.

De seneste tre år har Lis været frivillig – først i Røde Kors Butikken i Ølby Centret og siden også i Sprogcafeen i Køge.

Her taler hun med flygtninge og andre udlændinge, der er kommet til Danmark og fortæller blandt andet om danske skikke og måde at opføre sig på. Arbejdet i cafeen har også ført til venskaber med flere flygtningefamilier, som Lis ser privat.

”Man får en god fornemmelse, når man samler ind og man ved, at nogle af pengene er med til at betale for integrationsarbejde i Danmark. Når vi ringer på, møder vi for det meste positive tilkendegivelser og folk er glade for at give et bidrag. Enkelte vil dog kun give en gang om året og har valgt at støtte andre end Røde Kors, men heldigvis puttede de fleste et beløb i bøssen. Flere og flere giver dog et beløb via MobilePay, så på den måde bliver det lettere at bære indsamlingsbøssen, siger Lis.

Den 1. oktober har vi vores årlige Røde Kors-indsamling, og du kan også melde dig som indsamler.

Røde Kors-indsamlingen 2017

Når du melder dig som indsamler søndag den 1. oktober eller støtter indsamlingen med et bidrag, er du med til at hjælpe nogle af verdens mest udsatte mennesker.

Du er med til at sikre, at vi kan være til stede i verdens brændpunkter og yde hjælpen, hvor behovet er størst. Når katastrofer rammer, og når krigen raser.

Og hver en krone tæller. Som indsamler vil du typisk samle 1.000 kr. ind. For det beløb kan Røde Kors for eksempel sikre midlertidigt husly til to familier på flugt.

Før, under og efter katastrofen

En del af indsamlingen vil gå til at sikre, at vi kan respondere på de humanitære kriser, vi oplever lige nu. Derudover vil en del af de indsamlede penge gå til vores katastrofefond, der er den pengesum, der altid skal ligge klar til at blive sendt af sted, hvis en ny, akut katastrofe finder sted. Så vi kan handle med det samme og redde liv, når det gælder. Og så vi kan blive tilbage, når støvet har lagt sig, og hjælpe mennesker og lokalsamfund på fode igen.

En del af pengene vil gå til at sikre det langsigtede hjælpearbejde i nogle af verdens fattigste lande. Det giver os mulighed for at opbygge varslingssystemer, uddanne mennesker i livreddende førstehjælp og andre indsatser, der redder liv, når både små og store katastrofer rammer.

I Danmark er pengene med til at gøre en forskel for nogle af samfundets mest sårbare mennesker, når vores frivillige hver eneste dag rækker hånden ud til flygtninge, udsatte børnefamilier og ensomme ældre rundt omkring i landet.

Buketten

Kender du en der fortjener et skulderklap?

Michael mistede mælet

"Niels Aage, der tog du fusen på mig. Men det er jo ikke et enmands projekt at lave sådan en butik...