Frivillige flygtningevenner: ”De er jo lidt en del af familien nu”

Gennem Venner Viser Vej har Tine Holm Nielsen og Michael Kvetny fået venner fra både Syrien, Eritrea og Danmark. ”Vi har kun mødt rare mennesker,” fortæller de.
Julie Bergstrand-Christensen
3 august 2017

”I starten snakkede vi meget om tallerken, gaffel, vand og kande. Alt hvad vi spiste. Vi tegnede og brugte fingersprog, googlede og viste frem på Ipad’en. Vi kastede os bare ud i det. Og så lærer man jo hinanden at kende, efterhånden som der kommer mere sprog.”

Sådan fortæller Tine Holm Nielsen og Michael Kvetny om de første par gange, de mødtes med Haile Russom og Rigat Gebrekristos fra Eritrea.

Parret fra Ballerup meldte sig som frivillige flygtningevenner i efteråret 2015, da medieomtalen af flygtninge var på sit højeste.

”Vi tænkte, at vi kunne byde ind med et hjem, noget kultur og noget menneskelighed,” forklarer Tine. Hun er pensioneret skoleleder, Michael er pensioneret økonom. I dag er de en del af Røde Kors’ netværk for frivillige flygtningevenner, og de har med egne ord kun mødt en masse rare mennesker.

Respekt for folk, der skal lære et andet sprog

Rigat og Haile kommer på besøg hos Tine og Michael hver tirsdag og laver lektier fra sprogskolen. De er begge flygtet alene fra Eritrea på grund af militærdiktaturet og bor nu i Ballerup.

”Jeg ville gerne have hjælp til at lære dansk, og så syntes jeg, det var vigtigt at komme på tur rundt i Ballerup,” siger Haile.

Han bakkes op af Rigat, som gerne ville møde nogle danskere, hun kunne tale dansk med. Og netop det med sproget er noget, som Tine og Michael godt kan sætte sig ind i.

”Vi har boet i Vietnam og Mozambique. I Mozambique prøvede vi ihærdigt at lære portugisisk, men vi var vel omkring halvtreds år på det tidspunkt, og det var virkelig svært. Så vi har stor respekt for folk, som skal lære et andet sprog,” forklarer Tine.

Venskaber med stor betydning

Tine og Michael blev matchet med Rigat i starten af 2016. Kort efter kom Haile med på besøg, fordi han kendte Rigat fra deres tid på asylcentret.  Og faktisk var Tine og Michael allerede inden da blevet venner med Abu fra Syrien og Michael fra Eritrea.

”I perioder ses vi meget, andre gange er vi jo på ferie eller skal noget andet,” forklarer Michael.

Udover lektiehjælp og madlavning, så laver de mange praktiske ting sammen. Lige nu er Michael og Haile for eksempel ved at bygge et skur. Og så har Rigat fået sin egen køkkenhave i Tine og Michaels have, hvor hun blandt andet dyrker majs.

”Jamen jeg føler jo lidt, at vi har fået et par ekstra unge børn. Selvfølgelig er de ikke børn, men et par dejlige mennesker, som kommer og besøger os og som vi gerne vil hjælpe og være sammen med,” siger Tine.

Rigat er da heller ikke i tvivl om, hvad Tine og Michael betyder for hende.

”De er ligesom mine forældre i Danmark. Hvis der er noget, jeg ikke forstår, så kan jeg spørge dem.”

Noget for dig - eller én, du kender?

Vi mangler frivillige venner til flygtninge flere steder i landet. Man kan både melde sig som enkeltperson eller familie. Du kan læse mere om projektet og melde dig som frivillig på rodekors.dk/vennerviservej

Buketten

Kender du en der fortjener et skulderklap?

Michael holder overblikket

Michael har siddet som aktivitetsleder ved samaritterne i Århus. Det er han stoppet med nu. Mens...