’Sense of War’ besøgte formandskonference

Book virtual reality-oplevelsen Sense of War til din Røde Kors-afdeling. Se bl.a. Røde Kors’ præsident Sven Bak-Jensens reaktion, da han så den, i videoen her, hvor vi har samlet et par reaktioner på virtual reality-oplevelsen, der handler om krigens regler med udgangspunkt i personlige historier fra frontlinjen i Ukraine.

 

- D. 03 NOVEMBER 2021

Røde Kors’ præsident Sven Bak-Jensen var en af dem, der så 'Sense of War', da oplevelsen var opstillet på landskontoret i starten af oktober.

”Det var meget rørende, fordi det var rigtige mennesker og vi kunne se de omgivelser, de var i. Man føler, man kommer meget tæt på, både de ældre og det lille barn, som vi vist alle sammen bliver berørt af, skal leve i den verden,” siger han.

Det føles, som om man er der
Og det er lige præcis pointen i at fortælle historierne fra frontlinjen i Ukraine med virtual reality, at man kommer så tæt på, at det føles som om, man er der.

Samtidig lærer man om krigens regler – den internationale humanitære folkeret - som Røde Kors har en helt særlig rolle i, via Geneve-konventionerne. 

Pernille Bramsen, der arbejder på landskontoret til daglig, er også en af dem, du kan se reagere på oplevelsen i videoen.

”Det var en til en som om, jeg var der,” siger hun blandt andet.

I kan booke Sense of War til jeres afdeling
Virtual reality-oplevelsen Sense of War er en kort 360 graders film på ca. 6 minutter, hvor man møder en række ukrainere i forskellige aldre og livssituationer, som har det til fælles, at de bor tæt på frontlinjen i konflikten i den østukrainske Donbass-region.

I virtual reality ser og hører man dem fortælle om, hvordan konflikten har påvirket deres liv. 

Med virtual reality-udstyret følger scenografiske elementer som roll-ups, gulvtæppe og nogle murbroklignende kasser til at sidde på, som er med til at give en følelse af, at man virkelig er til stede der, hvor handlingen udspiller sig. At man virkelig møder dem, der fortæller.  

  • Book virtual reality-oplevelsen ’Sense of War’ til et arrangement i din Røde Kors-afdeling.  
  • Oplevelsen er oplagt at bruge, når din Røde Kors-afdeling skal deltage i byfester eller lign. 
  • ’Sense of War’ er let at sætte op og betjene. 
  • I skal helst selv afhente og returnere alt udstyret med varevogn på landskontoret.
  • Ved afhentning får I en grundig introduktion til opsætning mv.  
  • ’Sense of War’ kræver mindst to-fire personer, der hjælper folk i gang og giver dem virtual reality-brillerne på. 
  • Der medfølger en udførlig manual.   
  • Skriv en mail til senseofwar@rodekors.dk, for at booke efter først-til-mølle-princippet og høre om mulighederne for at få ’Sense of War’ til jeres arrangement.