Ny landsforperson for URK begyndte som frivillig i Røde Kors

Jonas Wiederholt Larsen blev i weekenden valgt som ny landsforperson for Ungdommens Røde Kors. Det skete til organisationens årlige landsmøde, hvor et rekordhøjt antal medlemmer deltog.

Jonas Wiederholt Larsen, 22 år, fra Viborg er nyvalgt landsforperson for Ungdommens Røde Kors.
- D. 14 OKTOBER 2021

”Jeg er super-stolt! At blive valgt af de seje mennesker, der selv knokler frivilligt på krisecentre, i fængsler og i lokalafdelingerne – og som jeg respekterer og ser op til – det er jeg helt på røven over.”

Sådan lød det fra 22-årige Jonas Wiederholt Larsen, kort efter han blev valgt som ny landsforperson for Ungdommens Røde Kors, der er Danmarks største humanitære ungdomsorganisation. Det skete på det årlige landsmøde den 9. oktober, som satte rekord for antal fremmødte medlemmer.

”Nu er det vigtigste at fortsætte den linje, jeg har været med til at lægge for organisationen: Vi skal være der, for de børn og unge, der står allerlængst udenfor fællesskabet.”

Begyndte som indsamler for Røde Kors
Forpersonen er ikke ny i Ungdommens Røde Kors’ maskinrum. Siden 2019 har han været medlem af landsstyrelsen, der er organisationens øverste myndighed mellem landsmøderne. Men hans entré i Røde Kors-bevægelsen fandt allerede sted, da han som 16-årig var gymnasie-indsamler til Røde Kors årlige landsindsamling.

”Vi fik besøg af Røde Kors’ generalsekretær, Anders Ladekarl, på mit gymnasium i Viborg. Efter det meldte jeg mig som indsamler og samtidig som frivillig i Ungdommens Røde Kors’ lokale lektiecafé,” fortæller han.

Året efter var det Jonas Wiederholt Larsen, der planlagde Røde Kors-indsamlingen på gymnasiet. Siden blev han aktivitetsleder for lektiecaféen, frivillig på Ungdommens Røde Kors’ ferielejre og forperson for lokalafdelingen i Viborg. De kompetencer, han erhvervede sig som frivillig i Danmark, har han taget med sig videre ind i det internationale arbejde. Senest har han rejst til organisationens projekter i Ukraine, og han sidder i en gruppe under Det Internationale Forbund af Røde Kors- og Røde Halvmåne-selskaber (IFRC), der arbejder for at styrke indsatsen for mental sundhed blandt unge.

”Vi er der, hvor ingen andre er”
Jonas Wiederholt Larsen bliver som landsforperson flankeret af Mette Bojesen og Daniel Falk, der begge er nyvalgte næstforpersoner. De tre har tidligere arbejdet sammen i Ungdommens Røde Kors’ landsstyrelse som menige medlemmer.

”Der har været bred opbakning til den retning, vi har bevæget os i – nemlig at vores fokus skal være på, at vi er til stede, hvor behovet er størst,” siger Jonas Wiederholt Larsen.

Han peger eksempelvis på organisationens sociale indsatser for anbragte på døgninstitutioner, for indlagte i ungdomspsykiatrien og for indsatte i landets fængsler.

”Vi er der, hvor ingen andre er. Det skal vi blive ved med. Og så skal vi i endnu højere grad kunne tilbyde et fællesskab for unge, når de bliver udskrevet eller løsladt og forlader institutionerne,” siger han.

Et tæt samarbejde med Røde Kors
Jonas Wiederholt Larsen håber også på et tættere og stærkere samarbejde med Røde Kors lokalt og nationalt.

”De seneste år har vist, at det gavner os begge og gør os bedre i stand til at hjælpe børn og unge, når vi samarbejder lokalt. Her nyder vi godt af støtten fra Røde Kors’ stærke netværk af frivillige over hele landet,” siger han.

”Og når vi mener noget politisk, kan vi spille ind med stærke ungdomsperspektiver, mens Røde Kors kan bakke op med lidt større muskler,” siger landsforpersonen og tilføjer:

”Røde Kors og Ungdommens Røde Kors arbejder for det samme – og det er blevet mere og mere tydeligt for os.”

  • Ungdommens Røde Kors er Danmarks største humanitære ungdomsorganisation med cirka 3.000 frivillige og omkring 10.000 bøn og unge, der deltager i 200 aktiviteter, som spænder fra sommerferielejre over studiestøtte i fængsler til internationale udviklingsprojekter. Læs mere på www.urk.dk
     
  • Jonas Wiederholt Larsen er ny landsforperson fra oktober 2021 og overtager fra Troels Boldt Rømer, der har siddet fire år på posten.
     
  • Mette Bojesen og Daniel Falk er begge valgt som nye næstforpersoner. Derudover er der to nye ansigter i landsstyrelsen: Lasse Gotfredsen, der har været lokalforperson i Aarhus, og Sarah Krogsgaard, der har været lejrleder og siddet i ferielejerledelsen. Landsstyrelsen består ydermere af Charlotte Geneser, Mathilde Klinte, Lea Lillebæk og Sara Aanæs.

    Ungdommens Røde Kors_Landsstyrelse