Om Sundhedsklinikken

røde kors sundhedsklinik

Sundhedsklinikken har til formål at behandle udokumenterede migranter i Danmark – mennesker, som ikke har gult sygesikringskort eller cpr.nr.. Disse mennesker har i praksis ikke adgang til almindelig sundhedsbehandling ud over akut behandling. Sundhedsklinikken tilbyder derfor den nødvendige lægebehandling, vaccinationer af børn, graviditetsundersøgelser, fysioterapi, akut tandbehandling og psykolog-samtaler til de mennesker, der falder uden for det almindelige sundhedssystem.

Baggrund

Røde Kors åbnede klinikken d. 24. august 2011 i samarbejde med Lægeforeningen og Dansk Flygtningehjælp. Klinikken er bemandet af et hold frivillige sundhedsfaglige personer bestående af i alt 6-8 personer pr. gang samt leder af klinikken ansat i Røde Kors. Bemandingen er en blanding af frivillige læger, jordemødre, fysioterapeuter, sygeplejersker, bioanalytikere, tandbehandlere og hjælpere i modtagelsen. Derudover er der tilknyttet frivillige psykologer og speciallæger samt frivillige tolke.

Den 5. december 2013 åbnede Røde Kors en afdeling af sundhedsklinikken i Aarhus. Klinikken i Aarhus er under samme ledelse og organiseret på samme vis med frivillige sundhedsfaglige personer. Bemandingen består af frivillige læger, sygeplejersker, bioanalytikere, jordemødre og hjælpere i modtagelsen.