Om Genbrug

Røde Kors har omkring 255 genbrugsbutikker og flere end 10.000 frivillige, der indsamler, sorterer og sælger tøj, møbler og boligtilbehør. I 2022 havde vi et overskud på 100 mio. kr - penge, der går til hjælpearbejdet herhjemme og ude i verden. 

Hvert år donerer befolkningen mere end 7.000 ton tøj i butikkerne og i ca. 1.500 indsamlingscontainere rundt om i landet.

Understøttelse af butikkerne

Genbrugscentrene, der ligger i Horsens og Køge, servicerer butikkerne med butikstøj og afhenter det overskudstøj, der ikke sælges i butikkerne. En lille del af tøjet går til nødhjælp, og det resterende tøj sælges til internationale opkøbere, der sælger det videre til genanvendelse rundt om i verden.

Landskontoret understøtter Røde Kors-butikkerne med alle spørgsmål bl.a. hvis der er brug for hjælp til flytning, etablering af nye butikker, udvikling/fornyelse, lån i national fond, konflikthåndtering, organisering, ledelse og meget mere.

Ring gerne på 3525 9200 og spørg efter genbrug. Genbrugscentret kan kontaktes på 3525 9280.